Undervisning

Lav din egen Danmarkshistorie

Tilmeld klassen den landsdækkende film-konkurrence, hvor eleverne kan komme med deres bud på Danmarkshistorien.

Lars Bonde

Nu er det din tur til at fortælle danmarkshistorier.

Alle Danmarks elever fra 3.-10. klasse samt elever fra gymnasiale uddannelser kan deltage i den landsdækkende filmkonkurrence, hvor de bedste film om danmarkshistorien bliver kåret i efteråret 2017.

I grundskolen kan filmprojektet indgå som et kulturteknisk produkt i et historieforløb.
I gymnasieskolen kan filmprojektet laves som en del af kronologiforløbet i 1.g, eller i 2.g eller 3. g som enkelte eller flere pinde i kernestoffet, eksempelvis Danmarks tilblivelse, reformationen, dansk demokrati, national identitet, velfærdsstaten.

Rammer for filmkonkurrencen

I filmen skal eleverne vise, at de kan lave historisk research og anvende historiske kilder. Samtidig må filmen meget gerne være kreativ og spændende, så publikum er godt underholdt.  Eleverne skal i grupper producerer en film på max 2 minutter indenfor én af følgende tre kategorier. Vi anbefaler, at læreren overordnet vælger hvilken af de tre kategorier, eleverne skal lave deres film indenfor:

  • Danmarkshistorie ud fra et lokalt udgangspunkt

Her skal eleverne lave en film på baggrund af de lokale spor, som eleverne finder vigtigt i deres nærmiljø. Det kunne være en fæstning eller en jættestue, men det kunne også være skolen eller byens gågade.

  • Danmarkshistorie ud fra kilder, så som film, fotos, genstande, osv.

Her skal eleverne lave en faglig formidling på baggrund af 3-5 kilder, fx museumsgenstande

  • Danmarkshistorie ud fra eleven selv

Her skal eleverne bruge deres egne spor og skabe den historie om nutiden, der fortælles til eftertiden.

Sådan tilmelder du din klasse

Konkurrencen åbner for bidrag den 30. september 2017, og sidste frist for at aflevere film til konkurrencen er den 9. oktober 2017.

Send en mail til: undervisning_historieromdanmark@slks.dk med:

  • Lærerens kontaktoplysninger: navn og mailadresse
  • Skolens navn, adresse, postnummer, by
  • Klassetrin, på klassen der tilmeldes
  • Forventede antal film (fx én for hver elev, eller fx 3 stk. da det er tænkt som en gruppeopgave)
  • Oplys om I ønsker at deltage i et nationalt eller lokalt arrangement såfremt, at jeres film vinder

Filmene skal sendes som links til eksempelvis YouTube, Vimeo eller andre platforme, hvor filmene er blevet udgivet.

Vinderne

Når man er tilmeldt filmkonkurrencen, er der mulighed for at vinde både lokalt og nationalt for den bedste film.

Det landsdækkende arrangement med kåring af bedste film foregår på Nationalmuseet i København den 17. november.

De lokale arrangementer vil foregå på:

  • Kvindemuseet, Aarhus, den 15. november
  • Arbejdermuseet, København, den 16. og 17. november
  • Ringkøbing-Skjern Museum, Skjern, den 17. november
  • Museum Lolland-Falster, Maribo, den 17. november
  • Danmarks Jernbanemuseum, Odense, den 17. november